FLAMENCO

Flamenco har sit udspring i Andalusien og betegnes ofte som sigøjnernes temperamentsfulde og intense udtryksform

Da sigøjnere kom til Andalusien i starten af 1400-tallet var området en smeltedigel af forskellige musikkulturer - andalusisk kristen, jødisk og arabisk. De sigøjnere, der havde musik og dans som deres levebrød, tog disse traditioner til sig og byggede videre på dem og bevarede dem, og er på den måde stærkt medvirkende til flamencoens opståen, om end omkring fire århundreder senere. Den flamenco, vi kender den i dag, begynder at tage form omkring år 1850. I de efterfølgende årtier åbner en række Café Cantantes - taverner med flamencooptræden - i Andalusien, og siden i Madrid og Barcelona, og spiller en afgørende rolle for udbredelsen af denne nye musik- og dansemode. Motiveret af denne popularitet blev der i denne periode skabt og udviklet en lang række stilarter, som den dag i dag danner grundstammen i flamenco, bl.a. Seguiriya, Soleá, Bulerías og Alegrías. I starten af det nye århundrede begynder caféerne imidlertid at miste popularitet – tiderne skifter, publikums vaner ændres – og flamencomusikere og –arrangører må søge nye scener.

Fra 1910’erne kommer et nyt opsving, denne gang på teatrene, hvor flamenco’en får plads i varietéer, revyer og syngespil, hvilket har givet perioden navnet ”Opera Flamenca”, uden at der dog var tale om egentlige operaer som sådan. Det var især folkesange og -danse, som var populære, og særligt fandango’en får en afgørende plads på repertoiret, så meget, at nogen kalder perioden for ”la dictadura del fandango”. Scenen får nye helte som f.eks. sangeren Pepe Marchena, der med sin virtuose falsetstil står i stor kontrast til den oprindelige roots-flamenco fra Cafés Cantantes-tiden. Senere, helt hen i tresserne, opstår tablaos – en slags café cantantes – som med turismens indtog i Spanien får et voldsomt opsving. Disse tablaos er den dag i dag en meget vigtig arbejdsplads og udklækningssted for flamencomusikere og –dansere, men kritiseres ofte for deres udvanding af flamenco’ens egentlige værdier for at tækkes det størst mulige publikum.

Som reaktion på teaterperioden, begynder de traditionelle flamencostilarter og deres udøvere og igen at blive populære - man søger tilbage til rødderne. Et af initiativerne til atter at skabe opmærksomhed og respekt om den oprindelige flamenco og dens fortolkere, er historiens første flamencofestival arrangeret i Granada i 1922 af de intellektuelle spydspidser, komponisten Manuel de Falla og digteren Federico García Lorca. Senere, under frankismen, sætter sangeren Antonio Mairena en bevægelse i gang for at højne den traditionelle flamenco, og ikke mindst det, han kalder sigøjnerflamencoen, den flamenco, som blev dyrket og bevaret hos sigøjnere som en familietradition, og sætter således frøet til en endeløs diskussion om, hvorvidt flamencoen er et rent sigøjneranliggende eller et fænomen hørende til en andalusisk blandingskultur.

Efter diktaturets fald i 1975 opstår en generel tørst efter fornyelse og åbning, som også rammer flamenco’en, og den yngre generation begynder at eksperimentere med andre genrer, fx jazz, rock, klassisk og latinamerikansk. Det har givet stof til en anden endeløs diskussion mellem ”purister”, som mener at den traditionelle flamenco er rigtig flamenco, og fornyerne, som også ser deres udtryk som flamenco. Det er svært at sætte nøjagtig tal på, hvor mange flamencostilarter der findes, men kendere mener, at der er omkring 70 stilarter. Stilarterne kaldes palos. Nogle synges kun, mens andre både synges og danses. Stilarterne kan deles ind i to grupper: Sigøjnerstilarter og stilarter af hvid oprindelse. Sigøjnerstilarter er sange/danse, der er udviklet af sigøjnern og omfatter siguiriya, solea, bulerias, cantiñas/alegrias, tientos og tangos.

Stilarter af hvid oprindelse er andalusiske sange/danse, som er blevet flamencoiseret. I denne gruppe finder man folkedansene (fandangos, sevillanas, rondeñas m.fl.), sange fra landet, og cantes de ida y vuelta som er lokale sange, der har været en tur over latinamerika og er kommet tilbage med påvirkninger derfra, bl.a. colombianas og guajiras. Alle sange/danse kan inddeles i jondo og chico. Jondo betyder egentlig dyb, og dækker over de dybe følelser, sangen udtrykker, mens chico betyder lille og refererer til de mere lette følelser. Jondo sangene handler om død, tortur, forfølgelse, og ulykkelig kærlighed. Seguiriya, solea, og tientos sange er jondo, men buleria kan også være det. Alegrias, bulerias, tangos og folkedansene er chico sange.

<< Tilbage